Ost og jeg

Jeg har vist aldrig fortalt jer om mit forhold til ost (…)
Det er et kritisk forhold, som så langt tilbage jeg kan huske – og længere. Det er egentlig interessant, da jeg kommer fra et hjem, hvor gode, fedtede, lugtende, mugne oste er det lækreste man kan sætte tænderne i lørdag morgen (og fredag aften, søndag morgen, alle frokoster.. Og alle andre tidspunkter). Oste er værdsat hos mine forældre. 
Men selvom jeg bevæger mig mod min 26. sommer, skaber jeg mig stadig som et barn i nærheden af dem. Jeg vil hverken se på, røre, lugte, røre eller lugte folk der har spist af dem, eller genstande der måske/måske ikke har rørt ved dem. 
Det er selvsagt en konflikt der opstår hver gang jeg er hos mine forældre. 

 Og jeg har ingen forståelse for, hvorfor INGEN kan forstå, og tage hensyn til, at jeg har det sådan, og derfor efterlader ostekrummer for et godt ord.
Når det så er sagt, tror jeg heller ikke S forstår mine tvangstanker. Men jeg synes selv at det er et utvivlsomt tegn på kærlighed, når S er syg og jeg laver ham en ostemad alligevel.

2 tanker om "Ost og jeg"

  1. Anne Mette

    Jeg elsker ost så meget <3 MEN jeg forstår virkelig godt, at andre ikke synes det er det mest lækre i verden, for det ser sgu mærkeligt ud og lugter helt galt.

    Svar
    1. kbo

      Ogdetersåfedtet! Jeg kan til tider godt forstå det lækre i en eller anden cremet ost på en kiks, men få mig til at spise det? Never!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *