Hvad jeg ikke umiddelbart havde set komme, var, at jeg syntes at genkende noget andet end Stine’s egen streg i én af tegningerne, hun viste frem. Og jo, sørme om hun ikke havde givet spalteplads til Den Lille Sorte!
Jeg ved ikke, hvorfor. Men når jeg presset til yderkanten af følelsesregistret, begynder jeg at tvivle på min egen eksistens og alt der har noget med den at gøre..
Jeg endte med at sige tak på trods af tomatkulør og stammen – og det viste sig, at min formodning var sand: Det er sgu mig der har Den Lille Sorte!
Ps. Ville være sikker på at jeg tegnede min rødmen sådan at man kunne forstå det, så jeg googlede ‘rødme’. Kan ikke anbefales.
