At skifte mening

Min far og jeg var i dag på jagt efter et par lette efterårssko til undertegnede. Vi havde et klart billede af, hvad vi ledte efter, og jeg styrede lige mod nogle flade, sorte ruskindssko (som pludselig ikke lyder så smarte længere?). Men. De fandtes ikke i min størrelse, så min far foreslog en grå model. Ramaskrig! (muligvis forstår man det bedre, hvis man kender mig i person, og ved at jeg praktisk talt aldrig ses i andet end sort fra top til tå..)
Han fik mig dog overtalt til at prøve de grå sko..
Selvom det måske ikke er det første jeg nævner, har jeg overkommet al tvivl omkring den grå farve, og er egentlig bare taknemmelig for mine nye (billige!) sko. Så lad der ikke herske tvivl – tak far!

F***

Hvad fanden gør man, når man står splitterravende i meget lille rum, ansigt til ansigt med verdens største edderkop som har taget plads på radiatoren (og dermed praktisk talt spærrer eneste udgang)?
Man skriger og vækker selvfølgelig kæreste som kommer farende med støvsugeren og “vist nok” har fået ram på denne satan.
Men “vist nok” er ikke helt godt nok for mig. Jeg har hele weekenden (og er det stadig) været ræd for at gå på toilet. At radiatoren er placeret centimeter fra toilettet (sagde rummet var småt) hjælper absolut ikke.

 

At savne sin søster

Jeg har en søster som bor på den anden side af vandet. Nærmere betegnet Nord Irland (så det er faktisk flere gange vand). Derfor ses vi sjældent på grund af vores skrøbelige økonomier. 
Så jeg kommer tit til at savne vores fjollerier, eksempelvis i prøverummet hos TKMaxx… 
Men lige så meget de stille mandage (da jeg boede hos hende og familien) hvor vi drak the og så Gilmore Girls.

Når udklædning er ok

For en uge siden holdt vi Halloweenfest på kunsthistorie. Meget vellykket aften med et væld af edderkoppespind og glitrende bordpynt, drikkevarer og højlydt latter. 
Jeg var så heldig at have verdens fineste mest uhyggelige spøgelse som sidemand. 
(Jeg var Wednesday Addams)