Hvorfor er det, at når man er frisk-badet, pængjort og i et charmerende humør, møder man aldrig folk man kender..
Men derimod, når man er ude uden krigsmaling, af tvivlsom renlighed og lige så godt kunne have “Jeg kan ikke lide mennesker” skrevet i panden, så møder man folk i hobetal?
Havde præcis samme oplevelse igår, efter gårtur med P. :-(
Det er et bevis på, at ingen – selv ikke skæbnen – vil os det godt! (hils :))