Pænt goddag

For kort at introducere mig selv: Mit navn er Kira, jeg er omtrent 24 år gammel, jeg bor i Aarhus med min islænding S, jeg kan godt lide får (har ikke nødvendigvis noget at gøre med at min kæreste er fra Island.. men kan også godt lide Island, altså. Just so you know), jeg forsøger pt. at erhverve mig en cand.mag. i kunsthistorie, jeg er suverænt god til at overspringshandle, jeg fotograferer og jeg kan godt lide at tegne.
Jeg synes det er utrolig svært at sammenfatte sin personlighed i et par linjer (har aldrig været godt til at fatte mig i korthed…), men jeg er sikker på at tegningerne vil give dig en idé om hvem jeg er.

Så længe jeg kan huske har jeg foreviget platte, rørende, sjove, usandsynlige øjeblikke i mine tegninger. jeg har det sidste stykke tid lagt dem op på forhenværende Saga Blot, og fortsætter her. Mine tegninger fra bloggen samler jeg i min lille sorte bog og deraf bloggens titel.

Velkommen! :)

Bedstemor som 24-årig

Det har aldrig været nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide at gøre tingene selv. Eller.. Lave tingene selv.
Siden 80% af farverne i min stue enten er hvid eller træfarvet (yay..), har jeg længe ledt efter en måde at få nogle farver ind på – uden at provokere S for meget med regnbuer og barbiefarver (som jeg HELT sikkert ville have indført, hvis jeg boede selv *host*). Så i bedste grandma-stil har jeg i lang tid været igang med at hækle et tæppe ud af bedstemor-firkanter. Og efter en weekend hos mine forældre er der sket et boom i antallet af samme firkanter, så måtte ud og købe garn i dyre domme i dag.
Men jeg hækler på livet løs, og det er perfekt underholdning, når vi forvejen sidder og glor The Good Wife.


Her illustreret at jeg er meget optaget af mit håndarbejde, og S.. not so much. Og ja. Det ER et garnnøgle, ikke en lort, ikke en mus, ikke alle mulige andre suspekte ting.
 

Selvgjort er velgjort

I vores lille hjem har vi tilsyneladende startet en ny tradition. For lang tid siden gav jeg S en genbrugsbog om vedligholdelse af boligen (“Boligens vedligeholdelse” hedder den, skulle du være interesseret) (… den kostede 5kr og jeg var fuld af forhåbning!). Denne fandt han frem til forleden, og allerede inden jeg havde indtaget min plads under dyne, begyndte oplæsningen. Vi taler om oplæsning af checklister; Hvilke værktøjer bør man have (“Uh! Jeg mangler skruetvinger!” eller “Elektrisk rundsav? Need it!”) eller hvordan man reparerer en dørkarm..
Ligeledes blev jeg oplyst om kunsten af få et søm ud ved hjælp af hammer eller knibtang (Du ligger simpelthen en  træklods ind under, så trækket bliver mere lodret! Dette giver i øvrigt ingen grimme mærker fra værktøjet.).
Efter en tid blev der komplet stille, og siderne blev vendt og læst med omhu. Og tænk sig nu kan vi være handy sammed!

“*GISP* Knirker eller gynger gulvet? 147!!” (han bladrer højlydt og stilheden er endnu engang slående).

 
 

Altså… Virkelig? Porno?

Som I sikkert har fundet ud af efterhånden, spenderer jeg 80% af min tid på universitetsbiblioteket i øjeblikket. Og man skulle ikke tro det, men man oplever mange interessante ting deroppe (ikke et ord om at det eventuelt kunne være fordi man keder røveren ud af bukserne deroppe..). Eksempelvis har jeg efter en del semestre fundet ud af, at hvis du gerne vil have en ordentlig plads, skal du komme inden biblioteket åbner (kl. 9, red.). Hvad ingen fortalte mig om, var mængden af mennesker, der står i kø allerede 8:50. 
Vi snakker Magasin-udsalg. Billetsalg til Lady Gaga. Roskilde lige inden de vælter hegnet (har jeg ladet mig fortælle, siden jeg aldrig har været der). We’re talking a lot of people. Som alle sammen vælter ind af de samme to glasdøre, det sekund de låser op. Og op af den forholdsvis smalle trappe.
Forleden kom jeg dog lidt for sent (først kl 9:01 – alle var indendøre da), og endte bag en meget ældre herre, der på trods af hans størrelse fyldte enormt meget (skulle jo løbe op og have den plads dér). Jeg undrede mig over, hvad sådan en ældre herre lavede der, da han tydeligvis ikke var bibliotikar (ret sikker på, at han er for gammel, og derudover havde han ingen uniform på. Hvilken uniform det skulle være, ved jeg ikke, men… nå!).
Her ser vi så mig i hvad der skal forestille gadedrengehop (…) på vej til biblioteket. Min rygsæk er langt fra ligeså smart, som den jeg er iført på tegningen.. Og den ældre herre på den anden side af stregen.
 
Jeg kommer endelig forbi ham og op til min plads ved siden af L. Senere på dagen går jeg forbi computerområdet, og ser igen den ældre herre. Nu ved computer. Og så husker jeg ham fra sidste eksamensperiode….
 
Jeg havde nemlig sat mig ved siden af selvsamme ældre herre en dag, hvor jeg skulle udskrive nogle papirer, og imens jeg venter på at computeren logger på (traditionen tro har biblioteket kun computere, der fungerer i sneglefart), vandrer mit blik. Til naboens skærm. Og stiller skarpt på uklædte, unge drenge. Og piger. Og storbarmede kvinder. Og kønsdele i store formater. Selvsagt rødmer jeg som langt ind i helvede. På trods af at det intet har med mig at gøre. Er det sært, at jeg simpelthen ikke tror mine egne øjne? Kan da ikke forestille mig, at en ældre herre som denne, ville vandre helt op til et universitetsbibliotek for at se på porno (altså, klam porno) (altså. VIRKELIG)? Men jo. For han kommer der hver dag. Disse dage har han sågar bevæget sig ind på sexchats.
Gad vide hvordan han præsenterer sig selv?
Her ser vi mig, der forsøger at komme forbi en usandsynligt slingrende herre // Og her går det op for mig, hvem herren er, idet jeg ser på hans skærm. (Og har tilsyneladende mistet alt håret af skræk?)
Glæder mig i øvrigt til at se, hvem der lander på bloggen nu med den samling nøgleord, jeg har lavet… Hm.

Boys not allowed

 
Jeg bliver nødt til at bekende noget.. Jeg elsker chick-lit bøger. Uanset hvor meget jeg elsker at læse snørklede kunst- eller fotografirelaterede bøger, og uanset hvor kikset jeg selv synes det er, er der lissom bare ikke noget bedre end at forlade denne verden og dykke ned i en anden, hvor intriger, ulykkelig og lykkelig kærlighed og platheder dominerer. Og uanset hvor meget jeg elsker rock og metal (for det gør jeg) og uanset hvor mange nitter der er i mine sko (og det er mange), så elsker jeg stadig lyserøde bøger, der unægteligt altid ender lykkeligt.

 

Det hele startede med at jeg for ca. 5 år siden købte en billig paperback af Marian Keyes (Sushi for begyndere), da jeg forberedte mig på et par kedelige dage på sygehuset i Sønderborg (skulle have fjernet mandler, meget udramatisk). Læste bogen på 2 dage og har siden da været uhelbredeligt forelsket i alt Marian Keyes skriver og har skrevet.

Egentlig skal Marian Keyes læses på engelsk, for der er hun mest morsom, men ellers en af mine yndlings. En samling noveller.
Jeg havde egentlig en snedig plan om at læse en masse mærkelige bøger hen over sommeren (ligesom alle andre), men efter flere forsøg, måtte jeg gribe til den sidste mulighed. Chick-lit. Og så færdiggjorde jeg pludselig hele bøger på enkelte dage. For jeg sluger det råt.
Henover sommerferien er det gået vildt for sig. Så vildt at S er blevet indviet i handlingen i min sidste bog (Love Affairs for Grown Ups af Debby Holt), og jeg har tudbrølet til slutningen af den forrige (mens S sov trygt ved siden af. Men den gamle dame var sådan et godt menneske, det var forfærdeligt at hun skulle dø!! (Love in Bloom af Sheila Roberts))
 
Hader faktisk den slags film (for det meste), så det er overraskende at jeg kan læse den slags i mængder. Men nogle gange er det altså rart at forsvinde ind i en verden, hvor alt ender lykkeligt og alle får hinanden til sidst..

Så desuden Letters to Juliet i dag. Sikke en horribel film. Græd dog alligevel til sidst. Håber virkelig at det her er midlertidigt.