Når man ikke er rigtig dansker

Der er ingen tvivl om at det danske folk har et helt særligt forhold til at cykle. At cykle er lige så naturligt som at gå eller spise (en) hotdogs. Men sådan har jeg det ikke. Jeg har haft et anstrengt forhold til cykler det meste af mit liv. Jeg havde jævnligt mareridt om ikke at kunne holde balancen på en cykel, da jeg var yngre. Men samtidig elskede jeg at cykle (ligeud på komplet utrafikerede veje). Men det er en uheldig konstellation, når man bor i Danmark.

cykelfobi

cykelfobi2

Så for det meste smiler jeg bare og siger tak.

But why

Hvorfor er det, at når man er frisk-badet, pængjort og i et charmerende humør, møder man aldrig folk man kender..
Men derimod, når man er ude uden krigsmaling, af tvivlsom renlighed og lige så godt kunne have “Jeg kan ikke lide mennesker” skrevet i panden, så møder man folk i hobetal?

At vende tilbage

Det er ret svært at vende tilbage efter et indlæg som det foregående. Men nu prøver jeg uanset.

Livet vender så småt tilbage til det normale – eller, det påtvinges man i hvert fald, når man starter næstsidste semester på ens uddannelse. Der har absolut været lyspunkter i de tre måneder, jeg har været væk. Det allerstørste var for en lille uge siden, da min bedste veninde fødte sin anden søn og jeg fik lov til at være med til fødslen.

Men når man har været væk i så lang tid, bliver det også en stor mundfuld at starte med at tegne igen. Jeg har kunne mærke hvordan Den Lille Sorte bog har ligget i en bunke de sidste måneder og glødet. Og hvordan den siden har ligget fremme og stirret mig lige i nakken.
Ej, så slemt har det nok heller ikke været..
Sidst, men ikke mindst, tusind tak for jeres beskeder, det har altså virkelig varmet at komme herind. Jeg håber, at der stadig er nogen af jer tilbage derude – Vi ses snart igen :)

Om stilheden

Da jeg værdsætter jer, mine søde læsere, så meget, vil jeg gerne fortælle, hvorfor der har været stilhed og hvorfor der måske vil være stille nogen tid endnu.
Tidligt mandag morgen mistede jeg en kær ven, som også var min bedste venindes mand. Det skete pludseligt og meget uventet, uden nogen varsel. Den sidste uge har været rigtig hård på mange måder og det forventer jeg også at den næste tid bliver. Jeg ved ikke, hvordan tidshorisonten ser ud, men kan mærke jeg trænger til en pause.

Jeg siger det ikke nok, men tak for jeres søde og sjove kommentarer tit og ofte.

Hver eneste gang

Det er næsten altid det samme når vi griller (på den gode måde). Det tager altid længere end forventet, så jeg er ved at kradse af af sult (jo) og øllen slår lidt hårdere på den tomme mave. 
Så når der endelig kommer mad, ÆDER jeg. Og ALT er fantastisk.
Og selvom man har fået mad så slår øllen (eller rosévinen) stadig hårdt….

Man skulle ikke tro det efter det sidste indlæg om ost.