Jeg er igang med at teste kontaktlinser. Det er første gang nogensinde jeg prøver sådan nogen. Det går rigtig godt. Når de først er i. Og hvis de skal blive i, sådan, for altid. Det skræmmer mig at skulle ind og ‘trykke’ på øjenbollen, som optikeren sagde. Men det der skræmmer mig allermest.. Det er at tage lortet ud igen.
…
Hvis vi nu bare ignorere det, så er det der er sværest måske at vænne mig til mit gamle jeg uden briller.
Der er ingen tvivl om at det danske folk har et helt særligt forhold til at cykle. At cykle er lige så naturligt som at gå eller spise (en) hotdogs. Men sådan har jeg det ikke. Jeg har haft et anstrengt forhold til cykler det meste af mit liv. Jeg havde jævnligt mareridt om ikke at kunne holde balancen på en cykel, da jeg var yngre. Men samtidig elskede jeg at cykle (ligeud på komplet utrafikerede veje). Men det er en uheldig konstellation, når man bor i Danmark.
Så for det meste smiler jeg bare og siger tak.
Jeg havde fundet et nyt DIY-projekt, som teknisk set var ret enkelt. Det handlede egentlig bare om at male et lille bitte tv-bord.
Jeg hader skunken. Så meget at jeg ALDRIG åbner dørene dertil. Så meget at S ved at han altid kan gemme mine gaver derine, fordi der ingen chance er for at jeg roder mig derind.
Men siden han ikke lige var i stand til at finde den der maling til mig, og jeg VIRKELIG gerne ville igang, så var der jo ingen vej udenom.
Lettelsen var håndgribelig. Jeg var fanme stolt af mig selv.
Det var bare som om S ikke oplevede helt samme entusiasme. Som om han ikke helt fattede hvordan mit liv var forandret? Måske var det fordi han nu kunne se, hvordan mit behov for beskyttelse nu har ændret sig?
Jeg har i noget tid overvejet at skifte retning med det der garn. Når man altid har det i en knold, hvad er pointen så i langt hår? (Og det overdrevne forbrug af balsam).
Men….
(Lad os bare sige, at det er derfor jeg ikke har gjort det endnu. Og ikke på grund af angsten for at smadre mit hår fuldstændigt.)
