Jeg købte ikke noget særligt, da vi var i Island. Bortset fra mængder af islandsk uld.
Jeg købte ikke noget særligt, da vi var i Island. Bortset fra mængder af islandsk uld.
Det var fredag. Jeg havde kæmpet mig igennem horder af irriterende mennesker..
..igennem alenlange køer..
..og måtte kæmpe mig gennem, naturligvis, modvind..
Jeg ville bare gerne hjem.
På vejen hjem går jeg forbi en kvinde der klamrer sig til en flaske hvidvin, med et anstrengt udtryk i øjnene.
Da gik det op for mig..
At fredag er det tidspunkt, hvor vi alle egentlig vil det samme..
Hjem.
Igår havde jeg en rigtig øv-dag. Var småked hele dagen, kunne intet fornuftigt lave og synes bare alt var dunkelt. Selv ikke en tur i skoven og ved stranden hjalp i det lange løb.
Så da S og jeg var ude for at handle til aftensmad og han havde fyldt kurven op med lækre øl (mest til sig selv), synes jeg også at jeg skulle have noget godt, nu hvor jeg var så ked. Men anede ikke hvad.
Praktisk talt INTET kunne få mit humør op.
S havde slemme tømmermænd. Jeg besluttede mig for at være den søde kæreste og spørge, hvad han ville have fra Fakta.
Normalt plejer jeg jo at købe muligt sundt udover chips, så folk ikke tror jeg kun er i Fakta for at købe chips. Men jeg havde jo lige købt ind, så vi manglede slet ikke noget.. Det er lidt ligesom kun at købe toiletpapir og bind, og så stå og mærke folks blikke i nakken, når de tænker konkluderer på ens indkøb.
Jeg kunne med andre ord mærke presset.
Som enhver anden dag stod min mor og jeg forleden og skændtes i Kvickly over hvem der skulle betale.
Totalt uretfærdigt at have det trumfkort for sin opførsel.