Jeg er her altså stadigvæk. Jeg har hverken glemt jer, bloggen eller spørgerunden. Sagen er bare den at jeg, med nok at se til, lidt overvurderede min tid. Men her kommer altså svaret på 1 (jaja..) spørgsmål fra runden. S og jeg har aftalt date-night (som i øvrigt er på vej til at faile fuldstændig fordi vi har glemt at bestille bord og det er løn-weekend, så alle borde og bio-billetter er væk…..) så derfor tænkte jeg, at jeg ville tegne svaret på, hvordan jeg og S mødtes.
Efter jeg havde spenderet et år i Nord Irland med at gå i skole og bo sammen med min storesøster og hendes familie, tog jeg til Viborg for at starte på grundkurset i fotografi på Medieskolerne. Derfor flyttede jeg ind på det tilknyttede kollegie. Her boede vi to og to på bittesmå værelser – jeg flyttede ind med en islandsk pige, og inden jeg så mig om, var jeg omringet af islændinge. Indtil den dag havde jeg aldrig mødt en islænding! Anyhoo. Det viser sig at min nabo på kollegiet også var islænding og faktisk også var på mit hold. Det var S.
Vi blev hurtigt meget nære i gruppen (af mig og alle islændingene), og brugte meget tid sammen. S, min roomie og jeg blev rigtig gode venner. Jeg synes også det var herligt, for S var rigtig hjælpsom og sød (og dejlig). Han kom gerne rendende i tide og utide. Så jeg skrev ofte til ham på msn (Ja, så gammel er jeg. For det yngre publikum kan jeg oplyse at MSN messenger var lidt ligesom chatten på Facebook.)
Vi var lidt glade i hinanden, og vi vidste det vist begge godt. Men fordi vi var så gode venner, så turde ingen af os gøre noget. Indtil en aften.
Vi havde skubbet S’ og hans roomies sovesofaer sammen, og havde smækket os 4 mand (så vidt jeg husker) for at se film med tømmermænd.
S og jeg lå helt stive ved siden af hinanden. Og nød vist egentlig ikke rigtig det der hyggen og putten, fordi vi var så angste for at komme til at røre hinanden.
Men det kom vi til alligevel (rimelig umuligt at lade være, når man ligger der 4 mand…).
Og pludselig holdt vi i hånden. Sådan lidt ligesom hvis man havde været 15. Men det var dejligt.
Lige indtil jeg faldt i søvn, vågnede og løb ud af værelset uden forklaring… Med lidt mere mod blev vi kærester indenfor de næste par dage.
Men det er næsten 8 år siden. Og det er sgu egentlig gået meget godt siden :)
Jeg må indrømme, jeg havde lidt andre forestillinger. Nu hvor S har fået kæmpe skæg var det første jeg tænkte, at han naturligvis måtte være en bjørn. Sådan en stor sød, blød, beskyttende, men voldsom-når-sur, og stærk bjørn. Jeg ville nok være Æslet fra Peter Plys.
