Jeg havde fundet et nyt DIY-projekt, som teknisk set var ret enkelt. Det handlede egentlig bare om at male et lille bitte tv-bord.

Jeg hader skunken. Så meget at jeg ALDRIG åbner dørene dertil. Så meget at S ved at han altid kan gemme mine gaver derine, fordi der ingen chance er for at jeg roder mig derind.

Men siden han ikke lige var i stand til at finde den der maling til mig, og jeg VIRKELIG gerne ville igang, så var der jo ingen vej udenom.

Lettelsen var håndgribelig. Jeg var fanme stolt af mig selv.

Det var bare som om S ikke oplevede helt samme entusiasme. Som om han ikke helt fattede hvordan mit liv var forandret? Måske var det fordi han nu kunne se, hvordan mit behov for beskyttelse nu har ændret sig?