Nå, men altså S’ skæg. Jeg har længe kæmpet en brav kamp mod S’ mor, og faktisk hele hans familie, om hans skæg.
Jeg synes han er pæn med skæg. Jeg elsker skæg. Så’n pænt, velholdt skæg. Dét mandigt.
Jeg endte også med at vinde. S har pt. stur stur flot skæg. Hele familien hader det. Jeg er glad.
Eller rettere, var. Indtil han fandt the Beard Baron på youtube.
Derfra begyndte det at tage overhånd.
Altså. Hvor er the manly ruggedness i det? Heldigvis er det (mestendels) gået over nu. Ønskelisten er skåret ned til en skægkam. Det kan jeg godt lige gå med til.
Så nu er jeg glad igen. Og nyder bare skægget.
