Jeg har egentlig aldrig været god til at begå mig socialt. Altså, det har jeg indfundet mig med, så det er ok. Selvom jeg nogle gange godt kunne have lyst til at slå mig selv i hovedet med en skovl.

For eksempel når en sød og venlig sjæl gerne vil give mig en gave.

Så er mit umiddelbare svar næsten altid

Nok mest fordi jeg har en følelse af at det er det rigtige at gøre/at personen i virkeligheden ikke mener det, og faktisk forventer et nej eller af andre logiske grunde.

Men jeg må have en eller anden realitetssans i kroppen, for jeg bliver altid i tvivl.

Og efter at have diskuteret det, med mig selv og den gavmilde sjæl, at have forsikret mig selv om at det er okay, og personen om at jeg ikke vil tage imod gaven, hvis det ikke er det der er meningen, men at jeg samtidig er usandsynligt taknemmelig, ender det som regel med at jeg ydmygt tager imod.

Og efterfølgende skiftevis er grædefærdig over venligheden og vred og pinagtig over min person.

Med andre ord – ligesom enhver anden tirsdag.