Sidste weekend var jeg i byen med T og et par af hans venner. Vi endte et sted hvor de spillede ok 80’er rock. Jeg var ret imponeret over forsangeren..
…s hår.
Sidste weekend var jeg i byen med T og et par af hans venner. Vi endte et sted hvor de spillede ok 80’er rock. Jeg var ret imponeret over forsangeren..
…s hår.
3 timer senere..
SAS? Det der er bare ikke ok. Man kan ikke bare sende den slags breve til uvidende par. Det er alt-ødelæggende.
Jeg bruger stadig “DU er..”-joken. Det er mit svar til alt, og jeg synes stadig det er sjovt.
Jeg bevæger mig nogle gange ud på et sidespor, og den kan være grov, men det er i bund og grund stadig sjovt.
Igår da vi sad og nød aftensolen i vinduet læste S op fra sin øldåse.
Jeg lyver ikke, jeg har sjældent grinet så meget af mine egne jokes som af den.
Eftersom jeg er begyndt at blive køresyg når jeg rejser med tog, kan jeg ikke foretage mig meget andet end at stene og sove. Problemet er bare at når jeg stener, glemmer jeg at styre hvor mine øjne bevæger sig hen.
Især når man finder ud af, at man har siddet med øjnene solidt plantet i fremmed mands skridt de sidste 5 minutter.
Oh the awkward silence..
Jeg troede kun det var noget man sagde i film.
Mit ansigt, da det pludselig gik op for mig, hvorfor aldrende mænd i deres convertibles altid har vigende hårgrænse.
Senere samme nat ebbede festen lige så stille ud, samtidig med solen stod op.
A var usandsynligt frisk. Unaturligt frisk, vil jeg vove at påstå.
Af samme grund havde jeg slet ikke livskraft nok til at sige hende imod. Så vi tog hjem til mig for at sove. Hvilket man faktisk burde gøre noget mere. Hvis man liiige skruer ned for mængden af alkohol inden. For, som om det ikke var slemt nok at vågne efter fire timers søvn, så vågner man til lyden af Deadline. What the fuck.
Forleden var jeg til fest. Hvor jeg naturligvis havde taget for få, men gode, øl med. Jeg var allerede lidt skuffet (over min ringe evne til at vurdere mit eget ølindtag). Men så gjorde A mig opmærksom på noget grusomt.
Først blev jeg paf, og lidt såret. Men så begyndte jeg at føle mig olm..
Jeg ville mægtig gerne være overskudstypen der tager den slags med et smil. Men det er jeg ikke.
Sådan havde jeg lyst til at gøre. Og sådan burde jeg have gjort. Istedet surmulede jeg i et hjørne (og drak mig i hegnet med halv/halv gin og tonic).
Lad vær med at røre min Ale nr. 16.
Jeg fandt aldrig ud af hvad det var.