Jeg brokker mig ret tit over hvordan det engelske sprog overtager det danske. Jeg synes det er åndssvagt. Jeg nævner i flæng: Black Friday, Sale, fuck, Aarhus for progress, dating, location, blowjob, awesome, reality… Og det er jo blot en brøkdel.
…nevermind.
Nå, men altså S’ skæg. Jeg har længe kæmpet en brav kamp mod S’ mor, og faktisk hele hans familie, om hans skæg.
Jeg synes han er pæn med skæg. Jeg elsker skæg. Så’n pænt, velholdt skæg. Dét mandigt.
Jeg endte også med at vinde. S har pt. stur stur flot skæg. Hele familien hader det. Jeg er glad.
Eller rettere, var. Indtil han fandt the Beard Baron på youtube.
Derfra begyndte det at tage overhånd.
Altså. Hvor er the manly ruggedness i det? Heldigvis er det (mestendels) gået over nu. Ønskelisten er skåret ned til en skægkam. Det kan jeg godt lige gå med til.
Så nu er jeg glad igen. Og nyder bare skægget.
Det er sjovt det der med skæg. Nogle kvinder er vilde med det, andre bryder sig ikke om det.
Mit forhold til S’ skæg er en anden. Den kommer i del 2 imorgen.
Børn er totalt umulige at diskutere med. De gider overhovedet ikke argumentere konstruktivt.
Jeg er ret glad for det der netshopping. Synes altid der er vanvittigt mange (trælse) mennesker nede i byen, uanset tidspunkt, de har aldrig hvad jeg vil have og man bliver altid overfaldet af ekspedienter der keder sig. Derfor fungerer det så godt at shoppe på nettet. Man kan sågar prøve tøjet i egen, trygge støvhule. Ingen distraktioner, ingen hysteri, bare stilhed.
At det så ikke altid rammer plet med form og størrelse er en anden ting. Der er jeg stor fan af webshops med gratis returforsendelse.
Men det kan jo forhelvede ikke passe at man skal gå 2-3 størrelser ned mellem tøjmærker. Og indenfor samme mærke?
Jeg boykotter webshops. Nu gider jeg fanme ikke mere.
…who am I kidding. Er det ikke noget med h&m har gratis fragt pt?
Én af mine næreste veninder har næsten lige fået en baby. Altså, født den, ikke fået som gave. Selvom børn selvfølgelig altid er en gave – eller det er måske ikke alle der synes det.. Anyway, jeg har købt sådan én af de der små plyssede dragter med hætte og bamseører på hætten til hende. Babyen, altså. For dét er fandme sødt. Så kan folk sige hvad de har lyst til!
Det er så sødt at jeg kunne finde på at finde noget lignende til mig selv. For jo, det kan man godt selvom man næsten er 30.
De der idiotiske Fakta-medarbejdere, der hyper-imponerede peger dramatisk på tilfældige varer, med middelmådige priser, i Faktas reklamer.
Og nu vi er i gang, så ligeledes den person der fandt på at bruge ordet “brunch-tastisk” i den nyeste fakta-reklame.
..tænkte jeg.
Da jeg kom hjem igår aftes og tømte postkassen, kastede jeg et blik over Århus Onsdags forside. Var lige ved at skide i bukserne, da jeg ser en af teaserne.
Var fanme spændt. “Tre på stribe”, stod der. Men fanme om avisen ikke har brugt vores navn til at beskrive et eller andet obskurt forfatterarrangement i stedet. Nu har jeg aldrig.
Det er som om de slet ikke har forstået hvort stor og banebrydende vores arrangement er.
Efter at have tullet rundt i en suppe-tåge det meste af ugen er der sket ting og sager.
I tirsdags måtte jeg få en bagekartoffel til aftensmad. Det var exceptionelt. Bare ikke ventetiden. Det tog for evigt inden den var ordentligt tilberedt. Sådan føltes det i hvert fald.
Det var bare som om at to dage på flydende kost og grøntsager havde gjort ting ved min mave. Så efter at have ædt både kartoffel og skræl (selvfølgelig) havde jeg det ubehageligt.
Generelt har jeg været rigtig dårlige venner med Suppekur. Ingen energi, kvalme, og lignende. Min intention om at blogge dagligt om forløbet blev skudt i sænk, da jeg ikke kunne andet end at ligge ned og se serier, uden at blive skidt. Og efter gulerodsspisning i offentligheden, feberlignende tilstande og virkelig slemt ubehag har jeg slået op med Suppekur. For fuck den.
Jeg fejrede det med tortellini med pesto. Og regner aldrig med at snakke med Suppekur igen.
