At være modeblogger is the shit, det er vi ikke i tvivl om. Det er et statussymbol uden lige og vi ville alle ønske vi var i deres plateau-sko. (Undskyld – min fejl – so last year).
Især da jeg lige var begyndt at blogge tilbage i anno dazumal, og endnu ikke havde fundet min niche, troede jeg også at jeg skulle være modeblogger. Ikke fordi jeg har en skid forstand på mode, nærmere tværtom, men mere fordi jeg kunne lide at drømme om og købe ting og gerne ville sponsoreres.
Men altså, der er nok hovedsageligt 3 grunde til at jeg ikke ville fungere som modeblogger:
1. Når jeg får en rabatkode eller finder et vanvittigt tilbud på nettet, så er min sidste indskydelse at dele det med andre. Fuck that shit, jeg vil have det for mig selv.
2. Og så nægter jeg at kaste mig frådende over latterlige tendenser som de der ko-pelsede, højhælede træsko, der var på mode på et tidspunkt. Eller Birkenstocks (nu får jeg tæv). Altså, come on?
3. Og med min veludviklede mangel på sociale skillz ville jeg heller ikke være et hit til de der presseevents. Det er vist ikke rigtig meningen at man faktisk spiser de der snacks og drikker sig i hegnet i pagne?
Der er så mange ting, jeg ikke forstår ved mode.
