Nogle gange bliver jeg frustreret. Det der med at være jobsøgende er ikke en favorabel tilværelse.
Jeg bruger timer og timer på at skrive velformulerede og gennemarbejdede ansøgninger.
Og så er det bare så frustrerende, når man nogle uger senere får svar på sin ansøgning og den starter:
Altså. Vi er jo også mennesker i den anden ende af mailen. Hvis man nu bare huskede mit navn, ville det gøre mig meget gladere. Det er vel ikke for meget forlangt?
Hver uge glæder mig – helt fra mandag – til at det bliver søndag aften. Hvorfor spørger du? Jo, fordi der kommer Jimmy’s Farm på Dr2.
Så sidste søndag aften havde vi rigtig sat os til rette klokken 20.
Men..
Vi fandt aldrig ud af hvorfor. Men hvad skal jeg nu glæde mig til? Jeg savner Jimmy.
Ps. Nu skal der ikke herske nogen tvivl om hvor meget jeg elsker Hugh, men altså. Kan de ikke sende det på et andet tidspunkt?
Ikke nok med at vinen var kold, så måtte vi desværre vente længe mellem vores retter.
Det var med rumlende maver og glad forventning at den endelig kom.
Men altså. Det var tilsammen måske ét æble i skiver. Med dryp af karamel. Og hvad der lignede krummer fra bunden af ovnen. Jeg er slet ikke fancy nok til at være med på det der.
Og det forsvandt alt for hurtigt.
S, P og jeg var i aftes ude og spise på Sans by Früd i Aarhus. Vi var egentlig ude efter øl i byen, men desperate af sult og fuldt bookede restauranter fandt vi derind. Og besluttede at drikke rødvin.
Men noget var helt galt!
Den var jo i øvrigt ikke ‘kold’. Den var 16 grader. Gys. Vi bliver vist aldrig vinbuddies.
