For lidt tid siden skulle jeg til frisør. Den læser der måske har været med i laarng tid kan måske huske at det ikke altid går godt. Sjældent faktisk. (Se f.eks. her og her)
For at friste skæbnen lidt ud over det sædvanlige, legede jeg med tanken om at få en del kortere hår (det gik før næsten til nummi). Ironisk nok er det denne dag af alle, på vej til frisøren, at fremmed dame roser mit hår.
Så brugte min transporttid på at betvivle mig selv.
Heldigvis var frisørpigen vældig sød og fornuftig, og syntes helt klart at hestehalen skulle kappes. Så det blev den.
Og er glad. Så glad. Men når man er vant til at ha’ knold hele tiden, skal man vænne sig til kort hår. Så man skal afprøve ting.
Og det er absolut ikke alle ting der er lige succesfulde.
(Ved ikke lige hvor fedt det i øvrigt er at blive sammenlignet med sådan nogle herrer: 1 & 2 .. Tak kæreste.)
…har jeg fundet ud af. Jeg er et helt almindeligt menneske med begrænsninger og sårbarheder. Selvom jeg ikke bryder mig om at vise det. Men jeg kan føle mig overmenneskelig, hvis jeg har en god dag, eller hvis jeg føler det er nødvendigt.
Alt det her gik op for mig i løbet af ugen. Så siden har S givet mig besked på at “tulle” – hele weekenden. Sådan noget med at sove længe, ikke have planer, ikke tænke på ting der skal gøres, bare tulle. Så det forsøger jeg.
Og nægtede af uvisse grunde at købe flere..
I min verden passer hygge og komfort – uanset hvor meget jeg elsker stærk mad (med fed streg under mad) – ikke sammen med den kradsende smerte efter en væske der tydeligvis er sur på livet.
Det er lidt det samme med grøntsagsjuice. Eller Bloody Marys. Altså, helt ærligt. Hvornår var det lækkert med salt juice?
Og ja, selvfølgelig ville jeg have skåneærmer på.
Jeg er ikke sikker på, hvorfor han egentlig blev sur. Jeg kan jo ikke lyve om min kærlighedsrangliste.
