Det var en mørk og stormfuld tirsdag. Jeg sad i bussen. I et af “samtale-sæderne” med min weekendtaske på vej til togstationen. Ud af det blå sætter en ung mand sig foran mig. Jeg forsøger at fylde så lidt som muligt, selvom disse sæder er notoriske for at have for lidt benplads.
Efter et par minutter flytter han på sig, og pludselig rører hans knæ mit.
Jeg venter på at han trækker benet til sig, men det sker ikke.
Stemningen bliver meget trykket.
Jeg forsøger at flytte mit ben, men der er ikke mere plads. Som for at gøre situationen endnu mere ubærlig, støtter han pludselig sit knæ så tungt mod mit, at jeg rammer hans sidemakkers knæ. Man kan nu tale om en regulær “akavet knæ-sandwich”.
Som sveden perler på min pande, drømmer jeg om den korrekte reaktion. Han burde sættes på plads.
Men i stedet falder jeg nærmest ud af bussen af iver over at nå mit stoppested. Hvis bare jeg havde sagt noget. Hvis bare nogen havde gjort noget… Hvis bare….
Så jeg fortsætter med at danse rundt (stadig i mine pyjamasbukser, det er vel weekend).
Men altså. Det er nu midten af januar og de ligger der stadig. 
