Tag-arkiv: pinlig

Det er pinligt at være blogger

4 svar

Eller hvad?

Den sidste uge har jeg været på kursus. Kender ikke et øje, så vi introducerer os for hinanden og for underviserne dagligt. I den ombæring har jeg fundet ud af, at uanset hvor glad jeg er for Den Lille Sorte, at have mit eget sted, og hvor stolt jeg faktisk er af mit lille univers, så synes jeg det er helt vildt pinligt at fortælle folk, at jeg har en blog. Du må ikke spørge mig hvorfor, for jeg ved det virkelig ikke.

Måske det har noget at gøre med at jeg også har haft en blog dengang mediet mest fungerede som en fortvivlet og egocentrisk dagbog uden nogen form for kvalitet. Så kan man jo diskutere hvad Den Lille Sorte er.

Det betyder overhovedet ikke at jeg ikke ønsker at blogge, lufter bare min bevidsthed.

athaveenblog

athaveenblog2

athaveenblog3

athaveenblog4

3 grunde til at jeg ville være en dårlig modeblogger

7 svar

At være modeblogger is the shit, det er vi ikke i tvivl om. Det er et statussymbol uden lige og vi ville alle ønske vi var i deres plateau-sko. (Undskyld – min fejl – so last year).

Især da jeg lige var begyndt at blogge tilbage i anno dazumal, og endnu ikke havde fundet min niche, troede jeg også at jeg skulle være modeblogger. Ikke fordi jeg har en skid forstand på mode, nærmere tværtom, men mere fordi jeg kunne lide at drømme om og købe ting og gerne ville sponsoreres.

Men altså, der er nok hovedsageligt 3 grunde til at jeg ikke ville fungere som modeblogger:

1. Når jeg får en rabatkode eller finder et vanvittigt tilbud på nettet, så er min sidste indskydelse at dele det med andre. Fuck that shit, jeg vil have det for mig selv.

modeblogger3

2. Og så nægter jeg at kaste mig frådende over latterlige tendenser som de der ko-pelsede, højhælede træsko, der var på mode på et tidspunkt. Eller Birkenstocks (nu får jeg tæv). Altså, come on?

modeblogger2

3. Og med min veludviklede mangel på sociale skillz ville jeg heller ikke være et hit til de der presseevents. Det er vist ikke rigtig meningen at man faktisk spiser de der snacks og drikker sig i hegnet i pagne?

modeblogger

Der er så mange ting, jeg ikke forstår ved mode.

Socialt akavet

2 svar
Jeg har egentlig aldrig været god til at begå mig socialt. Altså, det har jeg indfundet mig med, så det er ok. Selvom jeg nogle gange godt kunne have lyst til at slå mig selv i hovedet med en skovl.
For eksempel når en sød og venlig sjæl gerne vil give mig en gave.
Så er mit umiddelbare svar næsten altid
Nok mest fordi jeg har en følelse af at det er det rigtige at gøre/at personen i virkeligheden ikke mener det, og faktisk forventer et nej eller af andre logiske grunde.
Men jeg må have en eller anden realitetssans i kroppen, for jeg bliver altid i tvivl.
Og efter at have diskuteret det, med mig selv og den gavmilde sjæl, at have forsikret mig selv om at det er okay, og personen om at jeg ikke vil tage imod gaven, hvis det ikke er det der er meningen, men at jeg samtidig er usandsynligt taknemmelig, ender det som regel med at jeg ydmygt tager imod.
Og efterfølgende skiftevis er grædefærdig over venligheden og vred og pinagtig over min person.
Med andre ord – ligesom enhver anden tirsdag.

Hvem ER jeg?

8 svar
Som sagt, så sad vi der og nød foredraget med Stine.
Hvad jeg ikke umiddelbart havde set komme, var, at jeg syntes at genkende noget andet end Stine’s egen streg i én af tegningerne, hun viste frem. Og jo, sørme om hun ikke havde givet spalteplads til Den Lille Sorte!
Fine Stine viste én af tegningerne, jeg havde lavet, efter at have mødt hende sidste år.. Blev pludselig MEGET rød i hovedet og meget lille.
Jeg ved ikke, hvorfor. Men når jeg presset til yderkanten af følelsesregistret, begynder jeg at tvivle på min egen eksistens og alt der har noget med den at gøre..
Jeg endte med at sige tak på trods af tomatkulør og stammen – og det viste sig, at min formodning var sand: Det er sgu mig der har Den Lille Sorte!
Ps. Ville være sikker på at jeg tegnede min rødmen sådan at man kunne forstå det, så jeg googlede ‘rødme’. Kan ikke anbefales.
Pps. Stine er sød.

Entusiasme

3 svar
Fordi jeg nu har haft eksaminer siden slut-november, er jeg efterhånden en smule mærket af tilstanden.. Jeg kommer ikke meget ud, og da S også er en travl mand, kan det godt gå hen og blive lidt ensomt.
Når jeg endelig kommer ud, har jeg en tendens til at blive lidt ehm… overentusiastisk..
Og det gør desværre ofte folk en smule utrygge. Men der er kun en uge tilbage, så kan jeg forhåbentlig vende tilbage til mit velkendte, menneskesky jeg.