Jeg har sagt det før. Jeg er stor fan af vintermånederne. Med næsten alt de indebærer.
For en gangs skyld havde S og jeg en lørdag aften uden planer, så vi satte os til rette i Hulen (vores stue som er indrammet af skråvægge og bogstabler) med spil og hygge. Nogle gange når det bliver rigtig hyggeligt (eller det begynder at sne) kan jeg slet ikke indeholde det, og bliver virkelig rastløs og fyldt med kærlighed.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det bliver hvis vi får sne.
Forleden havde vi middagsgæst på besøg – en så god gæst at han havde taget en pakke Merci med. Var meget taknemmelig.
Jeg var usandsynligt glad og taknemmelig, og har sjældent fået så sød en værtindegave. Jeg mener, det hedder jo “Merci – fordi du er til”, ikke?
Det er en af de bedste gaver man kan komme med. For den siger bare så meget, ikke?
Man ved bare at det er en af de der gaver, nogen virkelig har tænkt over. Eller også ser de bare én som så fantastisk et menneske, at det er den eneste måde at sige det på.
For at være ærlig var jeg absolut umotiveret i formiddags. For at tegne, for at være vågen, for at være konstruktiv. Så jeg spurgte inde på Den Lille Sortes facebook-side, om folk ikke kunne komme med tegneforslag. Og det kunne de! Tak <3 Der var blandt andet stemning for noget Halloween og noget uhygge, så det tog jeg til mig. Jeg spørger helt sikkert en anden gang!
Jeg har lavet en minitegneserie over de temaer.
De fire umage venner havde klædt sig ud til Halloween. De skulle fra dør til dør og få slik.
Det gik strålende. De fik masser af slik og råbte “Rawr!” hver gang for at skræmme folk.
Det gik godt, indtil de nåede Hr. Frandsens hus. “Har du slet ikke noget slik?” spurgte de.
“Næ!” sagde han, “Gu, har jeg ej.”.
Den slags opførsel syntes børnene ikke godt om.
Der er egentlig en pointe med at vores slikhylde er allerøverst, så nogen har svært ved at nå.
Men det føles ok nedværdigende, når nogen skal have fat i en stige for at nå…
