Tag-arkiv: mangel på

Mit kæreste og værste eje

4 svar

Jeg blev også spurgt hvad mit kæreste og mit værste eje er. Jeg har lidt en aversion (kald det hysteri) mod at vælge nogle af mine ting-ting fremfor andre, så derfor er jeg gået lidt mere overordnet til værks.

Så mit kæreste eje. Der vil jeg nok sige min fantasi. For den kan overraske mig med dens særheder og uforudsigelighed, og det er så forunderligt at læne sig tilbage og bare følge med og se hvad den nu finder på. (Tryk på billedet for at se en stor version – der gik desværre en del detaljer tabt i den lille)

Mit kæreste eje - DenLilleSorte.org

 

Mit værste eje derimod, det er nok den mørke skygge der altid lurer i mit baghoved og fortæller mig at jeg ikke er god nok.

Mit værste eje - DenLilleSorte.org

Den er et værre røvhul og jeg kaster tunge bøger efter den dagligt.

Som alle andre

Skriv et svar
Nu gik det lige så godt. Blev ramt af en relativt hårdtslående influenza sidste mandag og lå syg hele ugen.
Røvsygt på så mange planer.
Lå begravet i kleenex alle dage.
Gjorde faktisk ikke andet end at ligge vandret og se Buffy (overraskende nok).
Mandag:
Tirsdag:
Onsdag:
Ehm. And so forth.
Nu er jeg endelig oprejst igen, men manner hvor det tager lang tid at få kroppen tilbage i ordentlig stand efter sådan en uge. Har jo alt muligt der skal laves og gøres.
Så jeg kæmper lige lidt videre. Energien kommer snart. Ikke?

Socialt akavet

2 svar
Jeg har egentlig aldrig været god til at begå mig socialt. Altså, det har jeg indfundet mig med, så det er ok. Selvom jeg nogle gange godt kunne have lyst til at slå mig selv i hovedet med en skovl.
For eksempel når en sød og venlig sjæl gerne vil give mig en gave.
Så er mit umiddelbare svar næsten altid
Nok mest fordi jeg har en følelse af at det er det rigtige at gøre/at personen i virkeligheden ikke mener det, og faktisk forventer et nej eller af andre logiske grunde.
Men jeg må have en eller anden realitetssans i kroppen, for jeg bliver altid i tvivl.
Og efter at have diskuteret det, med mig selv og den gavmilde sjæl, at have forsikret mig selv om at det er okay, og personen om at jeg ikke vil tage imod gaven, hvis det ikke er det der er meningen, men at jeg samtidig er usandsynligt taknemmelig, ender det som regel med at jeg ydmygt tager imod.
Og efterfølgende skiftevis er grædefærdig over venligheden og vred og pinagtig over min person.
Med andre ord – ligesom enhver anden tirsdag.