Min egen lykkes smed

Skriv et svar
Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har tegnet hvor koldt det er i vores soveværelse. Det skal måske siges, at jeg har arbejdsplads ved vinduet derinde og at huset vi bor i ca. er 500 år gammelt. Mindst.
Derfor trækker det af H til, og det er ikke en overdrivelse, når jeg siger, at bladende på min stuebirk blafrer, selvom vinduet er lukket.
Anyhoo. Omkring jul erhvervede jeg mig en varmeblæser for at afhjælpe problemet. Kan jo ikke sidde i frostgrader, når jeg skal skrive mit speciale?
Jeg afprøvede den forleden…
Salig lykke. I can die (warm and) happy now.

Entusiasme

3 svar
Fordi jeg nu har haft eksaminer siden slut-november, er jeg efterhånden en smule mærket af tilstanden.. Jeg kommer ikke meget ud, og da S også er en travl mand, kan det godt gå hen og blive lidt ensomt.
Når jeg endelig kommer ud, har jeg en tendens til at blive lidt ehm… overentusiastisk..
Og det gør desværre ofte folk en smule utrygge. Men der er kun en uge tilbage, så kan jeg forhåbentlig vende tilbage til mit velkendte, menneskesky jeg.

Excuse me while I die

Skriv et svar
Jeg må ærligt indrømme at energien til at blogge ikke har været tilstedeværende siden nytår. Min gruppeopgave i Project Management har taget al energi til et stadie, hvor jeg har været fuldstændig ubevægelig af træthed hver aften.
Mit hovede har været ved at eksplodere.
Der er kun to mundtlige eksaminer tilbage, så forhåbentlig det bliver lidt bedre nu? Ellers dør jeg.

Et tilbageblik i Den Lille Sorte

10 svar
Som en nytårshilsen har jeg samlet de mest besøgte, de sjoveste (?) og de tegninger fra året jeg selv synes bedst om. Du kan klikke på billederne for at komme til det oprindelig indlæg, hvis du har lyst.
Jeg startede året hårdt ud med gøre mig selv til grin i al offentlighed.
En situation man sagtens (næsten) kan grine af bagefter (næsten 12 måneder senere).
Jeg havde, ligesom de fleste andre, en vinterperiode med følelserne uden på tøjet.
Men der er altid noget at gøre for en husmor; pligterne skulle også passes. Dermed ikke sagt at man skal være så skide seriøs hele tiden :)
Det var også det år, hvor jeg oplevede en hidtil uset interesse i min fødder.
Det hele startede her, og det er højst sandsynligt den ulækreste føljeton på bloggen til dato.
Men så kom min personlige optur i juni: Jeg tog til Tegneseriebeats og mødte Stinestregen. Av, min forlegenhed.
Min søde ven T inviterede mig endda hans tegneserie-allstar-sejhed:
Men man skal ikke komme her og tro at jeg er rigtig sej. Det vil man hurtigt finde ud af, at jeg ikke her.
F.eks. hvis man tog med mig til Camilla Plums gård på Nordsjælland.
Eller så mig med mine nære venner.
Ahem.. Hvilket punktum.
På trods af mange fine ting, der er sket i årets løb, glæder jeg mig til et helt nyt, ubrugt, blankt år, som forhåbentlig bliver meget bedre end 2012 (ellers banker jeg det).
Rigtig godt nytår til alle jer søde mennesker ude bag skærmene – ja, DIG!
I er uundværlige herinde :)
Pas nu rigtig godt på jer selv og hinanden, men ikke så meget at I ikke får en sjov aften.
Kærlighed herfra.

Ikke den hurtigste knallert på havnen..

4 svar
Som mange andre har jeg skulle bruge en del af min eftertragtede juleferie på idiotiske eksamensopgaver. Heldigvis står mit gamle værelse næsten urørt, så der er altid en arbejdsplads klar til mig.
Mit eneste problem er at kontorstolen på mit værelse syntes meget lav.
Hvilket jeg faktisk fik rigtig ondt i nakken af, sjovt nok. Det undrede mig – for godt nok er det vist nok min gamle kontorstol fra da jeg var yngre, men den har aldrig været i børnestørrelse, så vidt jeg husker.
Men så var der noget der begyndte at dæmre…..
Så det viste sig bare at det egentlig var mig, der var en kegle. Efter at have siddet med knæene, bogstaveligt talt, oppe om ørene – i en uge. Ahem.

Driving home for Christmas

Skriv et svar
Da S og jeg i sidste uge skulle køre hjem til jul, havde vi (jeg) store planer om jule-roadtrip-soundtrack til bilen, hvorfor S blev sendt ud ved morgenstunden for at hente kabler og jeg brugte en time på at samle musik.
 At jeg så ikke kunne finde ud af, hvor jeg havde pakket kablet, da vi endelig skulle afsted, er så en helt anden historie…

Hope for mankind

2 svar
Forleden skulle jeg en tur med bussen. Like any other day.
Så jeg stod der og ventede på at komme af bussen. Jeg mærkede en mands øjne i nakken, og syntes ærlig talt det var ret irriterende. Bryder mig ikke om når folk stirrer uhæmmet.
Men så sagde han noget til mig, som jeg ikke kunne høre, og jeg ville egentlig gerne bare af bussen, da jeg ikke var i humør til mærkelige fremmede mennesker..
Men da han så gentog det han havde sagt, fik jeg lidt røde øre…
Fik heldigvis i min forlegenhed sagt ‘i lige måde’..
Sådan noget helt tilfældig venlighed er ualmindelig dejligt. Endte med at stige af bussen med et stort smil, varme i hjertet og lidt håb for menneskeheden (som ellers ikke imponerer mig synderligt).
Husk at smile til fremmede, måske også sige ‘god jul’ – du kan redde nogens dag :)