Overstimulering

2 svar
I weekenden havde vi besøg af mine forældre. S og jeg har nemlig opdaget et sygeligt stort og vanvittigt billigt plantemarked, som mine forældre selvfølgelig skulle opleve med deres egne øjne. 
Retrospektivt er det gået op for mig, at jeg måske skulle have gjort det klarere for dem hvor billigt og hvor stort det egentlig er. 

Et indlæg om mine fødder, for dem der måtte være interesserede

4 svar
Tid til første fod-update (!?). Jeg har jo ventet spændt på om mine fødder skulle falde af (eller bare slå ud) af den ubestemmelige væske. Men nej. Lørdag begyndte de lige så stille at skalle. 
Jeg venter stadig på at den hårdere hud på hælen rigtig begynder at løsnes, for indtil videre har det bare været på tæerne og ovenpå foden!? Det er altså en meget syret oplevelse. 
Jeg tror det her er det mærkeligste indlæg, jeg nogensinde har skrevet. 
(Og der kommer flere af dem)

Ost og jeg

2 svar
Jeg har vist aldrig fortalt jer om mit forhold til ost (…)
Det er et kritisk forhold, som så langt tilbage jeg kan huske – og længere. Det er egentlig interessant, da jeg kommer fra et hjem, hvor gode, fedtede, lugtende, mugne oste er det lækreste man kan sætte tænderne i lørdag morgen (og fredag aften, søndag morgen, alle frokoster.. Og alle andre tidspunkter). Oste er værdsat hos mine forældre. 
Men selvom jeg bevæger mig mod min 26. sommer, skaber jeg mig stadig som et barn i nærheden af dem. Jeg vil hverken se på, røre, lugte, røre eller lugte folk der har spist af dem, eller genstande der måske/måske ikke har rørt ved dem. 
Det er selvsagt en konflikt der opstår hver gang jeg er hos mine forældre. 

 Og jeg har ingen forståelse for, hvorfor INGEN kan forstå, og tage hensyn til, at jeg har det sådan, og derfor efterlader ostekrummer for et godt ord.
Når det så er sagt, tror jeg heller ikke S forstår mine tvangstanker. Men jeg synes selv at det er et utvivlsomt tegn på kærlighed, når S er syg og jeg laver ham en ostemad alligevel.

Ikke for sarte sjæle

Skriv et svar
(Advarsel: Ikke for sarte sjæle)
Jeg elsker at læse på kunsthistorie. Især når vi har om det ækle, hæslige, uhyggelige, ubehagelige i kunsten. 
Det er allerbedst, når vores underviser (som er helt uden grænser, det’ fabelagtigt) viser billeder af hjerner inficeret med maddiker. 
Måske jeg har presset jer lidt nu? Jeg er mærkelig, det har jeg aldrig lagt skjul på. :)
Anyway, det pudsige er at jeg sagtens kan se på et billede af ovenstående, men når mine medstuderende så viser en video med close-up optagelser af bumser der bliver… ja.. tegningen skulle sige alt.. – men dér siger jeg stop. Måtte kigge væk for ikke at kaste op. 

Og ja, vi er sgu sære på kunsthistorie :)

Compulsive shopping

4 svar

I dag modtog jeg en pakke med posten. I den var nok den mærkeligste vare jeg til dato har bestilt på nettet. Fodmasker. Har I hørt om dem? Det er sådan nogle poser med en form for substans i, som du tager på fødderne, render rundt med i 2 timer og så falder al din tørre/hårde/døde hud af. (mmmh. Delish) Du kan se en reklame for et lignende produkt her. (Det er asiatisk, weird, ulækkert og fantastisk)

Endnu har jeg kun haft poserne på fødderne, og venter bare på at der sker noget. Det er så mærkeligt at det næsten kun kan blive godt? Jeg melder tilbage.

To be continued….. 

Gud, er du her stadig endnu? Ja da!

4 svar
Så fik jeg vist påtvunget bloggen en rimelig lang, ufrivillig pause. Det var slet ikke meningen (så havde jeg jo sagt det) og egentlig ret synd. Men igen kom det bag på mig, hvor travlt man kan have på forårssemestret. 
Imens Den Lille Sorte har ligget gemt væk nederst i en urimeligt stor bunke af ting har jeg holdt påske med S og mine forældre og blandt andet holdt oplæg i Foucault’s Madness and Civilization med en ordentlig forkølelse oveni hatten. 
Men altså. Nu er jeg tilbage, og det nyder jeg ærligt talt! 

Fyr og flamme

2 svar
Min far og jeg snakkede forleden om engagement i studiet. Han mener at man skal fanges af en guddommelig akademiker-ild, som kommer til udtryk som stort engagement. 
Det fik mig til at tænke…
Umiddelbart lyder det ikke som om det er noget man har lyst til at fanges af. Men på den anden side vil jeg jo gerne være engageret. Altså, du ved, fyr og flamme! 

Slatne ankler

Skriv et svar
Det er utroligt altså. I fredags faldt jeg i et hul i asfalten og har dermed forvredet min ankel. Igen. Derfor stilheden. Er ærlig talt ved at være godt træt af de der fald (for at det ikke skal være løgn forstuvede jeg også min fod sidste maj). Noget tyder på at jeg bliver nødt til at finde en holdbar løsning på mine vaklende led. Støttehjul? Ja ikke! 

Helt op under kjolen

Skriv et svar
På kunsthistorie i Aarhus er vi så heldige at være lokaliserede på den gamle kaserne, og har dermed vores helt eget grønne område, hvor vi kan sidde i solen. Og det gjorde vi forleden. (det er mig med blondekjole på..)
Da vi sad midt i vores salige fryd, havde jeg ikke just set det komme da A pludselig stak hånden op under skørtet på mig..

Uanset synes jeg godt man må give en advarsel!