Tag-arkiv: århus

Når man endelig træder udenfor hulen..

Jeg kommer ikke så meget ud, disse speciale-dage. Så når jeg endelig skal noget, får skroget hele armen.
Forleden var jeg med en veninde oppe på vores elskede Kaserne og høre Stine holde foredrag. Pudset og fin blev jeg inspireret af foredraget..
 Fantastisk dag (der kommer en opfølgning). Bare skide ærgeligt at den skal sluttes af med at man finder en plet på den mørkegrå bluse man har haft på hele dagen (været fin til foredrag i), fordi man har hældt mælk ned af maven. Øv.

Hilsen fra solen

I dag kommer indlægget lidt senere af den simple grund at jeg har sluttet mig til resten af AU’s studerende til årets Kapsejlads – find mig midt på plænen med en kold øl i solen. 

(Jeg har altid gerne ville være med på Instagram, men hader smartphones og iPhones, så vi gør det bare på en anden måde)

Ikke for sarte sjæle

(Advarsel: Ikke for sarte sjæle)
Jeg elsker at læse på kunsthistorie. Især når vi har om det ækle, hæslige, uhyggelige, ubehagelige i kunsten. 
Det er allerbedst, når vores underviser (som er helt uden grænser, det’ fabelagtigt) viser billeder af hjerner inficeret med maddiker. 
Måske jeg har presset jer lidt nu? Jeg er mærkelig, det har jeg aldrig lagt skjul på. :)
Anyway, det pudsige er at jeg sagtens kan se på et billede af ovenstående, men når mine medstuderende så viser en video med close-up optagelser af bumser der bliver… ja.. tegningen skulle sige alt.. – men dér siger jeg stop. Måtte kigge væk for ikke at kaste op. 

Og ja, vi er sgu sære på kunsthistorie :)

Helt op under kjolen

På kunsthistorie i Aarhus er vi så heldige at være lokaliserede på den gamle kaserne, og har dermed vores helt eget grønne område, hvor vi kan sidde i solen. Og det gjorde vi forleden. (det er mig med blondekjole på..)
Da vi sad midt i vores salige fryd, havde jeg ikke just set det komme da A pludselig stak hånden op under skørtet på mig..

Uanset synes jeg godt man må give en advarsel! 

Date-night

Siden S og jeg i torsdags havde årsdag, blev jeg inviteret på middag fredag, da S var kommet hjem fra Sjælland. Vi tog på Sidebar (hvis det overhovedet siger nogen noget.. Vi snakker jo Århus!) all dressed up, og fik drinks og delemad. Jeg har en ting for gin, så fik en gimlet.

Som var p.e.r.f.e.k.t. Jeg så sådan ud efter hver eneste slurk.
Og da tallerkenerne var tomme, og glas ligeså, tog vi hjem og slumrede hen til en film. Absolut kærestekedelig (perfekt) aften.
Ps. Lige for at understrege; Sidebar er meget anbefalelsesværdig, både mht. mad og drinks (åbenlyst).

Altså… Virkelig? Porno?

Som I sikkert har fundet ud af efterhånden, spenderer jeg 80% af min tid på universitetsbiblioteket i øjeblikket. Og man skulle ikke tro det, men man oplever mange interessante ting deroppe (ikke et ord om at det eventuelt kunne være fordi man keder røveren ud af bukserne deroppe..). Eksempelvis har jeg efter en del semestre fundet ud af, at hvis du gerne vil have en ordentlig plads, skal du komme inden biblioteket åbner (kl. 9, red.). Hvad ingen fortalte mig om, var mængden af mennesker, der står i kø allerede 8:50. 
Vi snakker Magasin-udsalg. Billetsalg til Lady Gaga. Roskilde lige inden de vælter hegnet (har jeg ladet mig fortælle, siden jeg aldrig har været der). We’re talking a lot of people. Som alle sammen vælter ind af de samme to glasdøre, det sekund de låser op. Og op af den forholdsvis smalle trappe.
Forleden kom jeg dog lidt for sent (først kl 9:01 – alle var indendøre da), og endte bag en meget ældre herre, der på trods af hans størrelse fyldte enormt meget (skulle jo løbe op og have den plads dér). Jeg undrede mig over, hvad sådan en ældre herre lavede der, da han tydeligvis ikke var bibliotikar (ret sikker på, at han er for gammel, og derudover havde han ingen uniform på. Hvilken uniform det skulle være, ved jeg ikke, men… nå!).
Her ser vi så mig i hvad der skal forestille gadedrengehop (…) på vej til biblioteket. Min rygsæk er langt fra ligeså smart, som den jeg er iført på tegningen.. Og den ældre herre på den anden side af stregen.
 
Jeg kommer endelig forbi ham og op til min plads ved siden af L. Senere på dagen går jeg forbi computerområdet, og ser igen den ældre herre. Nu ved computer. Og så husker jeg ham fra sidste eksamensperiode….
 
Jeg havde nemlig sat mig ved siden af selvsamme ældre herre en dag, hvor jeg skulle udskrive nogle papirer, og imens jeg venter på at computeren logger på (traditionen tro har biblioteket kun computere, der fungerer i sneglefart), vandrer mit blik. Til naboens skærm. Og stiller skarpt på uklædte, unge drenge. Og piger. Og storbarmede kvinder. Og kønsdele i store formater. Selvsagt rødmer jeg som langt ind i helvede. På trods af at det intet har med mig at gøre. Er det sært, at jeg simpelthen ikke tror mine egne øjne? Kan da ikke forestille mig, at en ældre herre som denne, ville vandre helt op til et universitetsbibliotek for at se på porno (altså, klam porno) (altså. VIRKELIG)? Men jo. For han kommer der hver dag. Disse dage har han sågar bevæget sig ind på sexchats.
Gad vide hvordan han præsenterer sig selv?
Her ser vi mig, der forsøger at komme forbi en usandsynligt slingrende herre // Og her går det op for mig, hvem herren er, idet jeg ser på hans skærm. (Og har tilsyneladende mistet alt håret af skræk?)
Glæder mig i øvrigt til at se, hvem der lander på bloggen nu med den samling nøgleord, jeg har lavet… Hm.

Pænt goddag

For kort at introducere mig selv: Mit navn er Kira, jeg er omtrent 24 år gammel, jeg bor i Aarhus med min islænding S, jeg kan godt lide får (har ikke nødvendigvis noget at gøre med at min kæreste er fra Island.. men kan også godt lide Island, altså. Just so you know), jeg forsøger pt. at erhverve mig en cand.mag. i kunsthistorie, jeg er suverænt god til at overspringshandle, jeg fotograferer og jeg kan godt lide at tegne.
Jeg synes det er utrolig svært at sammenfatte sin personlighed i et par linjer (har aldrig været godt til at fatte mig i korthed…), men jeg er sikker på at tegningerne vil give dig en idé om hvem jeg er.

Så længe jeg kan huske har jeg foreviget platte, rørende, sjove, usandsynlige øjeblikke i mine tegninger. jeg har det sidste stykke tid lagt dem op på forhenværende Saga Blot, og fortsætter her. Mine tegninger fra bloggen samler jeg i min lille sorte bog og deraf bloggens titel.

Velkommen! :)