Lige så længe jeg kan huske har jeg elsket gys. Altså, ikke folk der i et pludseligt øjeblik råber ‘BØH!!’ ind i hovedet på dig, men gyserhistorier, det mørke og makabre. Så jeg har mæsket mig i Stephen King, X-files, gyserradio og -film i mine unge dage. Da jeg kom på universitetet var der en ny verden der åbenbarede sig for mig: Akademisk behandling af horror og det makabre.
Jeg læser stadig gode gyserbøger, både fiktion og teoretiske. Jeg elsker det.
Jeg går næsten i selvsving, når jeg skal finde en god gyserfilm at se når jeg er alene hjemme (for nogen vil ikke se dem sammen med mig).
Desværre er det som om at min tærskel for gys har ændret sig, eftersom jeg er blevet ældre.
Det ender som regel med at jeg sidder i et hjørne og koldsveder med en stor kniv. Imens jeg kan høre lyde fra skunken.
