Nogle gange savner jeg mit lange hår….
Mest fordi det ville være perfekt til at skræmme livet af mine naboer.
Lige så god en grund som alt andet
Skriv et svar
Tag-arkiv: gys
Søndagstegning: My dark friend
Så blev det søndag igen. Ugerne farer forbi som var det december og der sker spændende ting i min verden. Det skal I nok høre mere om.
Jeg har savnet at tegne gys. Så det gjorde jeg i dag. S kom hen til mig, kiggede på papiret og sagde: “Nogle gange bliver jeg altså bange for dig… Hvad foregår der inde i dit hovede?”.
Nåh ja.
Klik på billedet for at se en større version.
Rigtig god søndag til dig.
Del:
Skitselørdag XIV – En gyserstribe
For at være ærlig var jeg absolut umotiveret i formiddags. For at tegne, for at være vågen, for at være konstruktiv. Så jeg spurgte inde på Den Lille Sortes facebook-side, om folk ikke kunne komme med tegneforslag. Og det kunne de! Tak <3 Der var blandt andet stemning for noget Halloween og noget uhygge, så det tog jeg til mig. Jeg spørger helt sikkert en anden gang!
Jeg har lavet en minitegneserie over de temaer.
De fire umage venner havde klædt sig ud til Halloween. De skulle fra dør til dør og få slik.
Det gik strålende. De fik masser af slik og råbte “Rawr!” hver gang for at skræmme folk.
Det gik godt, indtil de nåede Hr. Frandsens hus. “Har du slet ikke noget slik?” spurgte de.
“Næ!” sagde han, “Gu, har jeg ej.”.
Den slags opførsel syntes børnene ikke godt om.
Del:
Jeg er ikke bange.
Lige så længe jeg kan huske har jeg elsket gys. Altså, ikke folk der i et pludseligt øjeblik råber ‘BØH!!’ ind i hovedet på dig, men gyserhistorier, det mørke og makabre. Så jeg har mæsket mig i Stephen King, X-files, gyserradio og -film i mine unge dage. Da jeg kom på universitetet var der en ny verden der åbenbarede sig for mig: Akademisk behandling af horror og det makabre.
Jeg læser stadig gode gyserbøger, både fiktion og teoretiske. Jeg elsker det.
Jeg går næsten i selvsving, når jeg skal finde en god gyserfilm at se når jeg er alene hjemme (for nogen vil ikke se dem sammen med mig).
Desværre er det som om at min tærskel for gys har ændret sig, eftersom jeg er blevet ældre.
Det ender som regel med at jeg sidder i et hjørne og koldsveder med en stor kniv. Imens jeg kan høre lyde fra skunken.
Del:
Skunken og jeg
Jeg havde fundet et nyt DIY-projekt, som teknisk set var ret enkelt. Det handlede egentlig bare om at male et lille bitte tv-bord.
Jeg hader skunken. Så meget at jeg ALDRIG åbner dørene dertil. Så meget at S ved at han altid kan gemme mine gaver derine, fordi der ingen chance er for at jeg roder mig derind.
Men siden han ikke lige var i stand til at finde den der maling til mig, og jeg VIRKELIG gerne ville igang, så var der jo ingen vej udenom.
Lettelsen var håndgribelig. Jeg var fanme stolt af mig selv.
Det var bare som om S ikke oplevede helt samme entusiasme. Som om han ikke helt fattede hvordan mit liv var forandret? Måske var det fordi han nu kunne se, hvordan mit behov for beskyttelse nu har ændret sig?
