Tag-arkiv: kærlighed

Et tilbageblik i Den Lille Sorte

10 svar
Som en nytårshilsen har jeg samlet de mest besøgte, de sjoveste (?) og de tegninger fra året jeg selv synes bedst om. Du kan klikke på billederne for at komme til det oprindelig indlæg, hvis du har lyst.
Jeg startede året hårdt ud med gøre mig selv til grin i al offentlighed.
En situation man sagtens (næsten) kan grine af bagefter (næsten 12 måneder senere).
Jeg havde, ligesom de fleste andre, en vinterperiode med følelserne uden på tøjet.
Men der er altid noget at gøre for en husmor; pligterne skulle også passes. Dermed ikke sagt at man skal være så skide seriøs hele tiden :)
Det var også det år, hvor jeg oplevede en hidtil uset interesse i min fødder.
Det hele startede her, og det er højst sandsynligt den ulækreste føljeton på bloggen til dato.
Men så kom min personlige optur i juni: Jeg tog til Tegneseriebeats og mødte Stinestregen. Av, min forlegenhed.
Min søde ven T inviterede mig endda hans tegneserie-allstar-sejhed:
Men man skal ikke komme her og tro at jeg er rigtig sej. Det vil man hurtigt finde ud af, at jeg ikke her.
F.eks. hvis man tog med mig til Camilla Plums gård på Nordsjælland.
Eller så mig med mine nære venner.
Ahem.. Hvilket punktum.
På trods af mange fine ting, der er sket i årets løb, glæder jeg mig til et helt nyt, ubrugt, blankt år, som forhåbentlig bliver meget bedre end 2012 (ellers banker jeg det).
Rigtig godt nytår til alle jer søde mennesker ude bag skærmene – ja, DIG!
I er uundværlige herinde :)
Pas nu rigtig godt på jer selv og hinanden, men ikke så meget at I ikke får en sjov aften.
Kærlighed herfra.

At vende tilbage

15 svar

Det er ret svært at vende tilbage efter et indlæg som det foregående. Men nu prøver jeg uanset.

Livet vender så småt tilbage til det normale – eller, det påtvinges man i hvert fald, når man starter næstsidste semester på ens uddannelse. Der har absolut været lyspunkter i de tre måneder, jeg har været væk. Det allerstørste var for en lille uge siden, da min bedste veninde fødte sin anden søn og jeg fik lov til at være med til fødslen.

Men når man har været væk i så lang tid, bliver det også en stor mundfuld at starte med at tegne igen. Jeg har kunne mærke hvordan Den Lille Sorte bog har ligget i en bunke de sidste måneder og glødet. Og hvordan den siden har ligget fremme og stirret mig lige i nakken.
Ej, så slemt har det nok heller ikke været..
Sidst, men ikke mindst, tusind tak for jeres beskeder, det har altså virkelig varmet at komme herind. Jeg håber, at der stadig er nogen af jer tilbage derude – Vi ses snart igen :)

Camilla og jeg

Skriv et svar
Vi er nu hjemvendt fra en fabelagtig tur til Københavnstrup med gode nye og gamle venner, hygge og sommer. Jeg fik overtalt S og hans kusine til en tur til Helsinge, hvor man kan besøge Camilla Plums gård og have. Jeg ELSKER det sted. På meget usund vis. Jeg kunne ikke få nok, og forsøgte at overbevise S om at jeg sagtens kunne bo i én af de omkransende hække.
Brugte også kun 170kr på frø.

 

Ost og jeg

2 svar
Jeg har vist aldrig fortalt jer om mit forhold til ost (…)
Det er et kritisk forhold, som så langt tilbage jeg kan huske – og længere. Det er egentlig interessant, da jeg kommer fra et hjem, hvor gode, fedtede, lugtende, mugne oste er det lækreste man kan sætte tænderne i lørdag morgen (og fredag aften, søndag morgen, alle frokoster.. Og alle andre tidspunkter). Oste er værdsat hos mine forældre. 
Men selvom jeg bevæger mig mod min 26. sommer, skaber jeg mig stadig som et barn i nærheden af dem. Jeg vil hverken se på, røre, lugte, røre eller lugte folk der har spist af dem, eller genstande der måske/måske ikke har rørt ved dem. 
Det er selvsagt en konflikt der opstår hver gang jeg er hos mine forældre. 

 Og jeg har ingen forståelse for, hvorfor INGEN kan forstå, og tage hensyn til, at jeg har det sådan, og derfor efterlader ostekrummer for et godt ord.
Når det så er sagt, tror jeg heller ikke S forstår mine tvangstanker. Men jeg synes selv at det er et utvivlsomt tegn på kærlighed, når S er syg og jeg laver ham en ostemad alligevel.

Ai wuv yuw

1 svar
I dag fejrer S og jeg vores 4 års dag som kærester. Det vil sige, S er på arbejde på Sjælland (det har han været de sidste 2 uger) og jeg er altså alene hjemme. Og har valgt at fejre dagen med risengrød og True Blood. Tegningen skal ikke forstås som om jeg har ondt af mig selv, jeg hygger mig meget med varme og drama. (ps. det er ikke en hysterisk og absurd glad mund, jeg har altså en grødfyldt ske i munden. Just to clarify. Er altså ikke sindssyg. Og fordi jeg er alene hjemme har jeg dårligt hår. Nå.)
Og for the sake of it: Den næsten 4 år gamle tegning, der normalt hænger på vores køleskab.
Jeg savner dig, min skat.

Boys not allowed

Skriv et svar
 
Jeg bliver nødt til at bekende noget.. Jeg elsker chick-lit bøger. Uanset hvor meget jeg elsker at læse snørklede kunst- eller fotografirelaterede bøger, og uanset hvor kikset jeg selv synes det er, er der lissom bare ikke noget bedre end at forlade denne verden og dykke ned i en anden, hvor intriger, ulykkelig og lykkelig kærlighed og platheder dominerer. Og uanset hvor meget jeg elsker rock og metal (for det gør jeg) og uanset hvor mange nitter der er i mine sko (og det er mange), så elsker jeg stadig lyserøde bøger, der unægteligt altid ender lykkeligt.

 

Det hele startede med at jeg for ca. 5 år siden købte en billig paperback af Marian Keyes (Sushi for begyndere), da jeg forberedte mig på et par kedelige dage på sygehuset i Sønderborg (skulle have fjernet mandler, meget udramatisk). Læste bogen på 2 dage og har siden da været uhelbredeligt forelsket i alt Marian Keyes skriver og har skrevet.

Egentlig skal Marian Keyes læses på engelsk, for der er hun mest morsom, men ellers en af mine yndlings. En samling noveller.
Jeg havde egentlig en snedig plan om at læse en masse mærkelige bøger hen over sommeren (ligesom alle andre), men efter flere forsøg, måtte jeg gribe til den sidste mulighed. Chick-lit. Og så færdiggjorde jeg pludselig hele bøger på enkelte dage. For jeg sluger det råt.
Henover sommerferien er det gået vildt for sig. Så vildt at S er blevet indviet i handlingen i min sidste bog (Love Affairs for Grown Ups af Debby Holt), og jeg har tudbrølet til slutningen af den forrige (mens S sov trygt ved siden af. Men den gamle dame var sådan et godt menneske, det var forfærdeligt at hun skulle dø!! (Love in Bloom af Sheila Roberts))
 
Hader faktisk den slags film (for det meste), så det er overraskende at jeg kan læse den slags i mængder. Men nogle gange er det altså rart at forsvinde ind i en verden, hvor alt ender lykkeligt og alle får hinanden til sidst..

Så desuden Letters to Juliet i dag. Sikke en horribel film. Græd dog alligevel til sidst. Håber virkelig at det her er midlertidigt.