Når det er okay ikke at have støvsuget: Når man får bedste venner på besøg
Når det ikke er okay ikke at have støvsuget: Når de bedste venner har babybørn.
Støvsuge versus ikke at støvsuge
Skriv et svar
Tag-arkiv: venner
Man skal åbenbart ikke dele alt med alle
Overskudsdamen
Jeg har før skrevet om, hvordan jeg ville ønske jeg kunne være hende “overskuds-damen”. Hende, hvis hjem er rent og rydeligt, hende, der har lavet alting selv. Uanset hvor meget jeg prøver bliver kagen klæg og der vil altid være dust-bunnies i hjørnerne og bunker af lort alle vegne. Men uanset så prøver jeg. Hver gang jeg får gæster. Så skal alt jo gøres på én gang.
For det meste mestrer jeg også at opretholde illusionen (forestiller jeg mig..) (især hvis mine gæster er blinde)..
Men inde bagved.. 
Græder min sjæl. Fordi den mest af alt har lyst til at sove i 3 dage ovenpå kraftanstrengelserne.
Del:
Poking device
Vi har nogle naboer der altid ser tv. Fra tidlig morgen til sen aften. Det lægger vi selvfølgelig kun mærke til fordi den store lysende skærm er rimelig markant i vores udsigt. Men en dag var det slukket. Hele aftenen.
Så jeg fik en god idé.
Men vi kom lidt fra det igen. Den skulle have været rigtig lang. Og havde ikke lige noget ved hånden. Heldigvis var tv’et tændt dagen efter, så alt var ok.
Reference: Friends – The One with the Giant Poking Device
Del:
De næreste venner
Forleden fik jeg en sms fra T.
Moment – over. Jeg var også lige ved at blive urolig for niveauet af rørstrømskhed fra hans side.
Del:
Meta-reflektioner
Efter jeg forleden klippede pandehår på mig selv, startede det faktisk nogle tanker omkring bloggen og (tegnet) identitet. Da jeg begyndte med at blogge gik jeg rimelig meget op i at tegne tøj og frisure som det ændrede sig, men efterhånden fandt jeg frem til mit tegnede jeg, som jeg har holdt fast i siden.
Men alligevel begyndte jeg at tænke: Burde jeg tegne pandehåret? Og fjerne det igen, når det gror ud? Hvad betyder mest for bloggen – at den er naturtro, eller let genkendelig? Så kom jeg i tanke om at det egentlig kunne gå hen og blive noget rigtig rod i forhold til andre optrædende på bloggen..
Fordi, HVIS jeg tegnede det, ville jeg komme til at ligne A..
Men hun har altså faktisk fået gryde. Af nogle også kendt som “munke-frisuren”. (Til mit forsvar er det latterligt svært at tegne. Tegnewise er jeg glad for at den frisure nu er overstået!)
Fordi nu er hun faktisk helt korthåret.
Men det er også indviklet, for P er også korthåret..
Noget helt andet er S. I kender ham med fire hår og et næsten barnagtigt blødt ansigt, men han har faktisk fået briller og har for det meste fuldskæg nu. Men for pokker, det har min far jo også.
Det er nok meget godt at holde sig til vante rammer. Ellers ville I sikkert blive forvirrede.
Del:
Gourmetskuffelse
Ikke nok med at vinen var kold, så måtte vi desværre vente længe mellem vores retter.
Det var med rumlende maver og glad forventning at den endelig kom.
Men altså. Det var tilsammen måske ét æble i skiver. Med dryp af karamel. Og hvad der lignede krummer fra bunden af ovnen. Jeg er slet ikke fancy nok til at være med på det der.
Og det forsvandt alt for hurtigt.
Del:
Oh no he didn’t!
S, P og jeg var i aftes ude og spise på Sans by Früd i Aarhus. Vi var egentlig ude efter øl i byen, men desperate af sult og fuldt bookede restauranter fandt vi derind. Og besluttede at drikke rødvin.
Men noget var helt galt!
Den var jo i øvrigt ikke ‘kold’. Den var 16 grader. Gys. Vi bliver vist aldrig vinbuddies.
Del:
Socialt akavet
Jeg har egentlig aldrig været god til at begå mig socialt. Altså, det har jeg indfundet mig med, så det er ok. Selvom jeg nogle gange godt kunne have lyst til at slå mig selv i hovedet med en skovl.
For eksempel når en sød og venlig sjæl gerne vil give mig en gave.
Så er mit umiddelbare svar næsten altid
Nok mest fordi jeg har en følelse af at det er det rigtige at gøre/at personen i virkeligheden ikke mener det, og faktisk forventer et nej eller af andre logiske grunde.
Men jeg må have en eller anden realitetssans i kroppen, for jeg bliver altid i tvivl.
Og efter at have diskuteret det, med mig selv og den gavmilde sjæl, at have forsikret mig selv om at det er okay, og personen om at jeg ikke vil tage imod gaven, hvis det ikke er det der er meningen, men at jeg samtidig er usandsynligt taknemmelig, ender det som regel med at jeg ydmygt tager imod.
Og efterfølgende skiftevis er grædefærdig over venligheden og vred og pinagtig over min person.
Med andre ord – ligesom enhver anden tirsdag.
